Broutcheks hjem under enebærtræet
Tilblivelsen
af bogen
"Hvis du bygger luftkasteller, behøver arbejdet ikke være spildt, de er, hvor de bør være. Det er nu, du skal sætte fundament under dem."
Henry David Thoreau
Karla Alexandra Nielsen
Født og opvokset i Limerick, Irland.
Dansk far og engelsk mor.
Har boet i Danmark over fyrre år, er mor til bogens illustrator, Kaj Damien Nielsen og fire andre børn.
Har arbejdet med tokulturelle børn i en lang årrække - hvor hun har anvendt eventyr- og historiefortælling i sit pædagogiske arbejde med børnene.
Karla Alexandra Nielsen
Min mormors hus Clorane, Adare, County Limerick, Irland
Min mormor Alicia Burleigh Fosbery
"Fireflies" - bogen fra min barndom
Fra drøm til virkelighed
Fredag den 14. oktober 2011 - På besøg i Randers hos min søster, sad vi sammen i køkkenet og ”byggede luftkasteller”. Snakken flød frit med vore drømme om at skrive egne bøger. Det blev starten på et ”ud af denne verden”-eventyr for os begge. Ikke i vores vildeste fantasi, kunne vi der have forestillet os, hvordan vores videre arbejde på at ”sætte fundament” under drømmene ville føre os frem til ikke blot udgivelsen af børnebogen ”Ildfluer”, men også til opsætningen af musicalen ”Terezín’s The Fireflies” med mere end 100 medvirkende i forbindelse med fejringen af 70 året for befrielsen.
I juni 2012 søgte jeg at finde en illustrator til bogen. Samtidig ønskede jeg at rejse til Tjekkiet for at finde og opleve rigtige ildfluer. Der begyndte at forme sig ideer i mit hoved om at tilføje et kapitel til bogen med opskrifter af al den mad, ildfluerne spiste i historien. Jeg havde altid undret mig over, hvordan Broutchek’s mad smagte. Tegningerne i min oprindelige bog fra 1942 gav intet indtryk af, hvordan insekter og dyr så ud i virkeligheden, hvilket gav næring til idéen om at tilføje endnu et kapitel med fotografier og fakta om bogens fauna.
Igen måtte jeg minde mig selv om at komme i gang med oversættelsen. Det skulle jo gøres!
Fredag den 13. juli 2012 blev en vigtig dag for mig. Jeg var igen på besøg hos min søster og sad i hendes køkken, mens jeg ringede til den tjekkiske ambassade i København for at forhøre mig om rettighederne til oversættelse og udgivelse af ”Fireflies”. Min forestilling om alle de penge det ville koste at købe rettighederne var overvældende. I min samtale med Barbora Stejskalova bad hun mig om få tilsendt alle oplysninger på bogen, og så ville hun vende tilbage. Senere samme dag søgte jeg oplysninger på nettet om forfatteren og fandt frem til byen Jimramov, Jan Karafiats fødeby. Jeg vidste nu, hvor i Tjekkiet jeg ville hen. Jimramov!
Det pudsige ved det er, at netop på den dato et år senere, var jeg i Jimramov, og det var den selv samme aften, jeg så ildfluer for første gang i mit liv. Jeg gik alene i den mørke skov, da jeg pludselig så det lille lys fra en ildflue. Alt blev stille inden i mig og betaget hviskede jeg: ”Der er du! Endelig mødes vi.”
Jimramov byskilt
Mandag den 16. juli blev en glædesdag.
Det der begyndte med ”luftkasteller” for måneder siden i min søsters køkken, blev, på denne sommer mandag, begyndelsen på at lægge ”fundament” under drømmene. Rettighederne til arbejdet med bogen kostede intet. Barbora ringede mig op fra ambassaden for at fortælle, at fordi bogen havde den alder, den havde, kunne jeg frit oversætte og udgive bogen. Mit hjerte både stoppede og bankede med millioner af slag i sekundet. En oplevelse, der står mejslet i min hukommelse - og en følelse, som jeg ville ønske, jeg kunne genkalde med samme intensitet, lige når jeg havde lyst.
Resten af dagen svævede jeg rundt som i en boble af undren over, hvad der var blevet fortalt mig, og jeg følte, det var blevet overgivet i mine hænder for at se, hvad jeg ville gøre med det.
16. august 2013 var første gang jeg hørte om Ildfluer, der blev opført som en musical i Terezin koncentrationslejr, da jeg læste Dancing Afraid af Vera Meisels. Vera fortæller hvordan hun som jødisk barn var med i en musical i Terezin lavet efter Jan Karafiats Ildfluer. Hvordan da tæppet gik op ved slutning af opførelsen,og lysene blev tændt, Vera så alle SS soldaterne på forreste række og blev fyldt med angst, da hun troede, at de nu skulle dræbes alle sammen. Hun havde hørt historier som gik rundt i lejren. Hun havde ellers været så glad, fordi hun skulle være med i musicalen. Før jeg læste denne artikel, havde jeg ikke kendskab til historien om Ildfluers betydning i Terezin.
Dette begyndte at tilføje en helt ny verden til min Ildfluer. En tragisk og forfærdelig del i bogens historie. Jeg begyndte yderligere forskning for at få kendskab til Ildfluernes rolle for de jødiske børn i Terezin, for som tjekkiske børn elskede og kendte de historien godt. Jeg læste også om Friedl Dicker Brandeis. Hun underviste børnene i Terezin i kunst. De lavede Ildfluetegninger med hende, og hun hjalp med at producere musicalen. Jeg bestilte bogen Fireflies in The Dark, som fortæller om hendes liv. Den ankom i juni 2014. Da vidste jeg, at denne historie skulle tilføjes til bogen.
Den 28. juni 2014 skrev jeg den del om Terezin. Samme dag læste jeg en artikel om professor Lauren Mc Connell som fortalte, hvordan hun ledte efter overlevende fra Terezin, der havde deltaget i musicalens forestillinger. Gennem interviews med dem og deres minder samlede hun musicalen i en version, der lå så tæt op ad originalen som muligt. Samtidig tilføjede hun historien om dens tid i Terezin. Jeg vidste, at jeg måtte komme i kontakt med Lauren Mc Connell for at se, om det ville være muligt at få tilladelse til at bruge manuskriptet og opføre musicalen i Danmark. Tirsdag den 1. juli 2014 skrev jeg til Lauren Mc Connell.
Lørdag den 5. juli 2014 svarede Lauren mig og var meget interesseret i, at få musicalen opført i Danmark. Jeg endte med at have en ny ildflueven. Samme dag fik jeg et dejligt brev fra Vera Meisels, der boede i Israel. Lauren havde brugt Vera som fortæller i hendes forestilling i Michigan, USA. Så Lauren havde sat Vera i kontakt med mig. Det var et meget specielt øjeblik at have et link til en ildflue, der virkelig havde optrådt i Terezin og var en overlevende. Det var ekstremt bevægende at få den kontakt. Det gjorde historien levende for mig. Den selvsamme weekend, jeg kontaktede Lauren Mc Connell, blev Elisabeth Clark bedt om at lave en musical på engelsk på hendes skole i Hadbjerg, hvor hun er lærer. Hun indså hurtigt, at i foråret 2015 ville der være fejringer for anden verdenskrigs afslutning 70 år forinden. Hun følte straks, at det skulle være en forestilling af denne musical, hvis Lauren ville samtykke, og hvis Hadbjerg Skole ville samtykke.
Torsdag den 17. juli 2014 overvandt jeg mine følelser af '' hvem tror du, du er '' og ''hvem ville være interesseret i din bog '' og gav en kopi af manuskriptet til Ildfluer til forlaget Gyldendal. Jeg husker, jeg var efterladt med en meget flad fornemmelse, efter at jeg havde gjort det. Samtidig føltes det som en lille sejr, at jeg havde vovet det. Det var også en frigørelse at give slip på noget, der havde taget så meget af min tid og mine tanker i så lang en periode. Jeg havde stadig min følelse af '' hvem på jorden i Danmark ville være interesseret i din bog '' og jeg forventede et afslag i den nærmeste fremtid. Men i det øjeblik var det en lettelse at være fri for det. Lauren Mc Connell skrev, at mange danske jøder var blevet sendt til Terezin. Vidste jeg, om der var nogen overlevende? Så den 24. juli 2014, fri fra bogen, startede jeg min søgning efter overlevende.
19. august 2014 fik Elisabeth grønt lys fra Hadbjerg skole til at opføre musicalen i foråret 2015. Lauren sagde, at hun ville rejse til Danmark for at hjælpe med produktionen. Samme dag kontaktede jeg Birgit Fischerman, en dansk overlevende af Terezin. Hun fortalte mig, at der var omkring 35 overlevende i Danmark. Hun ville være sammen med dem i september og ville spørge, om nogen huskede '' Ildfluer '' 2. september satte Birgit Fischerman mig i kontakt med Salle Fischerman. Han var blevet sendt til Terezin fra Danmark som en ung jødisk dreng. Jeg ringede til ham. Han kunne huske Ildfluer. Han sagde, at han kunne huske en melodi fra musicalen, men kunne ikke erindre den i det øjeblik. Han havde også været lystekniker på forestillingen. Han fortalte mig om to ildfluedukker, som en tjekkisk pige havde givet ham i Terezin. Han fortalte, at han havde givet dukkerne til et museum i København. Jeg skrev i min dagbog: “Dem skal jeg se”.
Karla mødes med Salle Fischermann på Nationalmuseet 25. august 2016
Ildfluedukke fra Tjekkiet
Ildfluedukke fra Tjekkiet
Afslag
19. september 2014 fik jeg en afvisning af bogen fra Gyldendal. Forventet!
Fredag den 26. september, en uge efter at jeg blev afvist fra Gyldendal, havde jeg en krise i min tro på bogen. Jeg husker, at jeg lige havde besøgt Elisabeth i hendes lejlighed, hvor hele samtalen havde været omkring musicalen og forberedelserne til den. Det var ved at blive en realitet. Da jeg kom ned på gaden, ramte mit hjerte bunden. Jeg følte mig håbløs og uden talent. Jeg mistede tro på bogen og mig selv. Hvem troede jeg, jeg var? At tro at jeg kunne få denne bog udgivet. Det var en tjekkisk historie, meget elsket af tjekkiske børn gennem generationer, deres kærlighed til den voksede, fordi deres forældre havde elsket den. Men det var en gammeldags og enkel historie. Hvordan i alverden kunne jeg forvente, at unge danske børn i dag, med computerspil og tv, kunne have den samme kærlighed til denne historie? Jeg var realistisk. Jeg følte bare, at ingen nogensinde ville udgive den. Den havde ikke en chance for at gå videre. Jeg troede måske, at den ville have en bedre chance i et engelsktalende land, at jeg skulle udvikle en engelsk version. Jeg var meget nedtrykt de næste par dage. Men den følgende dag hjalp Elisabeth mig med at lave en dropbox, så jeg kunne begynde at oversætte bogen til engelsk.
Onsdag 26. november 2014 sendte jeg en kopi af manuskriptet og illustrationerne til forlaget Scandinavia. Man bør ikke give op på grund af en afvisning
Douglas Emil Nielsen
Douglas Emils første erfaring på arbejdsmarkedet fik han som 15 årig på et trykkeri. Først nu, tyve år senere, har Douglas taget fat i faget igen i forbindelse med udgivelsen af bogen ”Ildfluer”.
Tilbragte to år i England med frivilligt arbejde. Fik sin Cand. Merc. i marketing fra hhv. Aalborg Universitet, DK og Zhejiang Universitet, Kina.
Douglas Emil står bag det sønderjyske forlag Denmarketing, der startede for at hjælpe sin mor Karla med at udgive og formidle bogen ”Ildfluer”. Der ligger endvidere foreløbige planer om udgivelse af en helt nyskrevet børnebog ”Will & Ella”, som skal forberedes til trykken i løbet af efteråret 2015.
Ved siden af arbejdet med bogudgivelser, arbejder Douglas Emil på ECCO SKO A/S i ledergruppen for international marketing.
Karla og Emil
Det blev Emil, min tredje søn, som blev min redning og løftede mig op og gav mig håb igen.
4. december 2014 gav Emil, mig den vidunderlige nyhed, at Michael Grambow, hans ven og kollega på arbejde, som var ansvarlig for layout afdelingen hos Ecco, ville udarbejde alle mine illustrationer digitalt og lave layout til hele bogen. Så han ville gøre et førsteklasses job for mig, og han ville ikke tage noget for det !! Hvor fantastisk var det? Det rørte mig virkelig. Emil og jeg lavede en plan for alt, hvad jeg havde brug for at gøre klar til Michael. Emil håbede, at vi kunne få alt arbejdet udført til januar, så det var klar til trykning. Emil fortalte mig også, at han gerne vil betale for trykning af bogen, hvis Scandinavia ikke accepterede den. Bogen var nu pludselig så tæt på at være en realitet.
Både Emil og Michael arbejdede meget hårdt og brugte mange timers fritid. De gjorde en ekstraordinær indsats for at få manuskriptet forberedt til tryk. En anden kollega, John Olsen, scannede alle illustrationerne. De tilbød alle deres hjælp på det afgørende tidspunkt, hvor Ildfluer havde brug for professionel hjælp til at ''komme til verden'.' Jeg takker dem af hele mit hjerte for deres mange timers arbejde og tålmodighed, da de var udmattede. Jeg vidste, at deres eneste drivkraft var deres ønske om at hjælpe mig med at opnå min drøm.
14. januar 2015 fik jeg svar fra Scandinavia, at de ikke havde ressourcerne til at udgive bogen.
Plakaten til musicalen om ildfluerne i Terezin , som på Tjekkisk hed Broučci
Tegnet af Hana Kalichová, født 17.11.1931. Transport 08.09.1942 Prag-Terezin. Transport 15.05.1944 Terezin-Auschwitz. Omkom.
Tegnet af Irena Karpelesová Født 30.12.1930 Transport 22.12.1942 Prag-Terezin Transport 23.10.1944 Terezin-Auschwitz. Omkom.
Tegnet af Eva Schulzová Født 20.07.1931. Transport 14.12.1941 Prag-Terezin Transport 18.12.1943 Terezin- Auschwitz. Omkom.
Broutchek er såret ved pæretræt. Tegnet af Marcela Becková, født 17.07.1932 Transport 02.07.1942 Prag-Terezin Transport 15.05.1944 Terezin-Auschwitz. Omkom
Clemenstrykkeriet skilt
Bogen går i tryk
11. februar 2015: Emil fik tilladelse til at være forlægger.
Tirsdag den 10. marts 2015 kørte Emil og jeg til Viborg til trykkeriet. Det føltes så specielt, at vi to kørte ud på dette eventyr sammen. Jeg blev forelsket i trykkeriets butik med det samme. Det var en lille butik med en god ånd. Jeg elskede skiltet, der hængte udenfor. Vi talte med Henrik og Peter i to timer. De brugte så meget tid og kræfter på at møde os og vejlede os i vores ønsker, som om vi havde været en stor kunde. Jeg følte mig sikker med dem og følte, at de ville gøre et godt stykke arbejde. Emil besluttede at bestille 1000 bøger. Jeg syntes, det var en forfærdelig masse. For mig var det bare et spørgsmål om at opnå min drøm og få et par bøger i mine hænder. Jeg troede virkelig ikke, at historien kunne sælge i Danmark, ikke så mange!
De næste par uger blev brugt på at foretage korrektioner i teksten og få bogen klar til at sende til trykkeriet. Der var stadig mange timers arbejde tilbage.
Den 23. marts 2015 blev bogen endelig sendt til trykkeriet. Jeg rettede helt til sidste øjeblik. Nu var det ude af vores hænder.
Onsdag den 22. april 2015: Bøgerne ankom endelig til Emils hjem i Tønder. De var virkelig der, og Emil sagde, at de var smukke. Det skete netop som musicalen var ved at blive til virkelighed. Den skulle opføres den følgende aften.
Samme eftermiddag ankom også Jana og Vladimir Urban fra Tjekkiet for at bo i min lejlighed i Randers. De skulle være æresgæster på uropførelsen. Jana var en overlevende af Terezin. Hun var blevet sendt der som barn med sin far. Begge var jødiske. Hun blev adskilt fra sin mor, som var katolsk, og sin lillebror. De havde gemt sig. Janas far opførte en forestilling af Ildfluer året efter, at de blev befriet fra Terezin. Jana og hendes bror var begge med i den forestilling. Jana havde ikke set musicalen opført siden dengang. Så at se musicalen igen i Hadbjerg efter alle disse år var et stort øjeblik for hende.
Bøgerne bliver leveret
