Broutchek i pæretræet
Illustrationer
Jeg elskede ideen om, at det skulle være min søn Kaj, der lavede illustrationerne. Han svarede først nej og sagde, at han ikke var illustrator og ikke plejede at arbejde med vandfarver. Dog ønskede han at gøre mig glad, så jeg kunne opnå min drøm, og vi aftalte, at han skulle prøve.
Kaj Damien Nielsen
Født i Irland i 1974 og opvokset i Danmark.
Kaj begyndte som 16-årig på fire års kunststudier i Waterford, Irland. Derefter fulgte flere lange dannelsesrejser i Europa, Vestafrika, Mellem- og Sydamerika, som er blevet brugt på at indsamle og nedfælde blyantskitser til videre brug i hans fortrukne medie, oliemaleriet.
Siden 2007 har han haft det sydlige Colombia som base, hvorfra han henter inspiration til sine malerier i de tropiske dele af Andesbjergene.
Illustrationerne i denne bog er blevet
til i samarbejde med hans mor, Karla Alexandra Nielsen.
Karla´s forsøg på at skabe en ildflue figur
Ildflue lyser af Radim Schreiber
Jeg skrev i min dagbog den 1. januar 2013, at jeg i mit eget forsøg på at tegne, følte mig inspireret til at give hannerne meget stramme jakker på, høje taljer, ballonbukser og ballerinasko og Jane Austen kjoler på hunnerne. Jeg ville ønske, jeg kunne have fanget det selv i en skitse!
Så blev jeg betaget af Mumford and Sons tøjstil og vidste med det samme, det var lige hvad jeg ønskede for hannerne. Lysstrålerne skulle komme fra et lille lys, der hang i en halskæde.
Mumford & Sons
Jeg måtte tilbage til Kaj og sige, at jeg virkelig ønskede, det kun kunne være ham, der skulle illustrere bogen. Jeg havde ikke midler til at betale for opgaven, og vidste det ville medføre mange timers arbejde uden udsigt til, at bogen ville kunne tjene hans løn ind.
Kaj ville gerne gøre mig glad ved at hjælpe mig med at opnå min drøm. Han bad mig dog fortælle ham helt præcist, hvad han skulle tegne, så han kunne gå lige til opgaven.
Det viste sig hurtigt, at Kaj var meget inspirerende at arbejde sammen med, hvilket fornyede mit syn på mine ildfluer. Jeg gik derfor i gang med at finde frem til figurernes tøjstil.
Min søster Elisabeth og jeg gik hen til den lokale farvehandler, der forsynede os med mange farveprøver. Det var en fest at sidde sammen og finde frem til de farver, der skulle illustrere hver af mine figurer.
Jeg elskede et maleri af Mary Cassatts, The Bath, og vidste Broutchecks mor måtte have en lignende kjole.
Kaj Damien Nielsen skaber figurerne
Karla og Elisabeth klipper farvekoder til bogen
Ligesom jeg vidste, at Vera, mariehønen måtte bære den samme røde kjole, som jeg kendte fra filmen Bright Star.
Den 12. marts 2013 rejste jeg over til Kaj i Malmø. Den følgende dag arbejdede vi på at skabe de allerførste figurer. Det var helt magisk for mig at beskrive for Kaj, hvad jeg ønskede og pludselig se de små ildfluer komme til live for mine øjne. Det var næsten som om de fløj ud fra papiret. Jeg følte mig utrolig glad over, at det var min søn, der endte med at gøre arbejdet for mig. Det føltes bare rigtigt, at det ikke var en fremmed, som illustrerede denne bog, som jeg havde elsket fra min barndom og som jeg havde fået af min mormor, Kajs oldemor.
Den 8. juli 2013 besøgte jeg Kaj igen, som et stop på min rejse til Jimramov. Han havde tegnet alle de tegninger, jeg havde brug for til bogen. De var i det hele taget, lige hvad jeg ønskede, bortset fra ganske små ændringer, vi ville rette til på et senere tidspunkt.
Den 28. oktober 2013 gik min søster og jeg til kunstbutikken i Randers for at købe akvarelfarver til Kaj. I min dagbog står skrevet: Elisabeth tog sig lang tid til at vælge farverne. Det var fascinerende at observere hende. Hun arbejdede helt stille, hendes tanker havde travlt med at se hvilke farver, der passede sammen, hvilken virkning farverne ville have på hinanden, og hvilke farver der kunne blandes for at få det tilsigtede resultat? Jeg følte mig helt tryg i hendes hænder, da jeg INGEN ANELSER havde om det!
Fra vi var trådt ind i butikken, til vi kom ud igen, havde jeg købt ind for 1248,50 kroner, og orkanen Allan havde ramt Danmark. Beløbet jeg havde købt for var svimlende højt for mig, men det føltes som jul. Jeg var så taknemmelig. Kvitteringen viser at købet blev foretaget klokken 17.06, jeg husker at jeg tænkte at de havde glemt at skifte kasseapparatet tilbage til vintertid. Da vi trådte ud på gaden begyndte helvede snart at bryde løs med orkanen Allan.
Jeg rejste igen til Kaj den 7. november 2013. Jeg fik brug for at udtænke et talsystem med akvarelfarverne til mig selv, så det blev lettere at kommunikere de rette farver videre til Kaj. Det varede nu ikke længe, før vi kunne undvære mit system, da han hurtigt fik fornemmelsen for, hvordan jeg ville have det.
Den følgende dag tog Kaj fat på at male. Af al farvelægningen som skulle gøres, var det Rosenbillen, han valgte at begynde med. Det lille væsen han ikke kunne fordrage, og som han udelukkende opfattede som ekstra unødvendigt arbejde. Jeg elskede vores arbejde sammen, at fortælle Kaj hvilke farver jeg ønskede, og så se det materialisere sig under hans dygtige og talentfulde hånd. Dyrebare øjeblikke!
Illustrationer fra bogen
Rosenbillen
Tro det eller ej, den lille rosenbille er blevet en af mine yndlingspersoner i Ildflue-historien. Det var ikke før jeg arbejdede på bogen, at jeg blev opmærksom på ham. Han viser sig kun tre steder i historien, men han begyndte at blive en vigtig lille karakter for mig, derfor vidste jeg, at der også skulle være tegniner af ham i min bog.
Jeg havde lavet en liste over 22 tegninger, som jeg ønskede, min søn skulle lave for mig. Jeg må her nævne, at Kaj allerede arbejdede mange timer på sit arbejde, hvor han dagligt pendlede mellem København og hans bopæl i Sverige.
Samtidig forberedte Kaj malerier til en udstilling i København, hvilket besværliggjorde arbejdet på nye tegninger, som jeg knapt selv vidste, hvordan de skulle se ud. Det var et stort ansvar for ham også at hjælpe mig igennem en i forvejen presset periode for ham selv. Jeg satte virkelig stor pris på hans indsats.
Så i november 2013, da jeg ankom til Malmø for at arbejde sammen med ham, var han ikke glad, da jeg fortalte ham, at jeg gerne vil have tre ekstra tegninger af en figur, som jeg ikke anede, hvordan skulle se ud. Udmattet sagde han, at det var ikke en del af vores aftale. Alligevel tog vi fat, og så på hvordan en ægte rosenbille så ud. Ud fra det forsøgte han at skabe en figur. Han blev frustreret over ikke at kunne virkeliggøre min vage ide om, hvad jeg ønskede, mens jeg forsøgte at beskrive min oplevelse af den lille rosenbilles væsen.
Jeg bestræbte mig ihærdigt på at beskrive den lille bille. Kaj kunne bare ikke lide ham. Han var irriteret på ham. Pludselig kom den lille figur ud af hans blyant, som jeg elskede straks. Rosenbillen var helt rigtig. Det var den 8. november, og med det samme gik Kaj ind i et smukt stille flow, hvor han tegnede rosenbillen siddende i græsset. Vi havde en dejlig aften sammen, hvor han også tegnede den lille fyr i vinduet, mens han kigger ind på festlighederne ved Broutchek´s bryllup.
Af alle de illustrationer som Kaj og jeg arbejdede på, var det arbejdet med denne lille fyr, som har den største plads i mit hjerte. Han var så svær at finde frem til og syntes så ubetydelig, men endte for mig med at være et sandt udtryk for Kajs talent, netop fordi han, ud fra mine vage forestillinger, indfangede det lille væsens karakter på papiret, og fik skabt det jeg ikke selv havde kunnet forestille mig.
Den lille rosenbille elsker bryllupper. Det første i bogen er marihønen Veras bryllup, som han iagttager fra græsset. Det næste er fejringen af Broutcheks bryllup, som han kigger ind på gennem et vindue. Det sidste bryllup i bogen er Ida-Sophias, hvor Broutchek også er med. Han ved at rosenbillen efter al sandsynlighed vil være tilstede og kigger efter ham. Ganske rigtig Broutchek finder den lille bille siddende øverst på en dør, en ægte romantiker og enspænder.
Rosenbillen er ikke smuk og en smule irriterende med sin særegne måde at være på. Derfor bliver han måske aldrig gift selv. Det har han accepteret. Jeg forestiller mig ham i gang med at sætte kedlen over i sit hyggelige lille køkken og sidde ved sit ildsted i en lænestol, som er alt for stor til ham. Han læser sin avis for at tjekke kommende bryllupper, som han kan tage hen og se. Jeg elsker at forestille mig, at han på sine gamle dage vil finde en sød Lady rosenbille, der vil elske ham, som han er, så han til allersidst kan få sit eget bryllup.
Ildfluebørnenes soveværelse
"Du har det liv, som du har fantasien til at leve."
Kaj Damien farvelægger hoppebillen, som du kan se færdig i bogen Ildfluer
Ovenstående citat passer præcist på min første skitse af illustrationen af ildfluebørnenes soveværelse. Kajs tegning afspejlede min skitse, men gav slet ikke den stemning, jeg følte, der skulle være i rummet. Jeg fik hvad jeg havde fantasi til at bede om.
Jeg forestillede mig børnenes senge i et skovlignende værelse med alle ti senge. I min egen hang til synlig enkelhed og ro, foreslog jeg farver inspireret af Coco Chanels sovesal i indledningen af filmen "Coco": Sorte, hvide og beige farver og Kaj tegnede og malede, og jeg var ikke tilfreds. Mine ideer gjorde at resultatet blev kedeligt!
Tiden var ved at løbe ud. Min søn Emil og hans kollega Michael Grambow arbejdede frivilligt på bogens lay-out. De ventede på billedet. Det var den sidste illustration de manglede for, at kunne afslutte deres opgave.
Søndag den 16. november 2014
Vi arbejdede på børnenes soveværelse. Kedeligt resultat!
Fredag den 19. december 2014
I telefonen med Kaj. Nu vidste jeg, at jeg ville have samme farver og stemning som på illustrationen med Broutchek i pæretræet. Kaj mente, at det kunne Michael Grambow klare med en digital farveændring. Men jeg vidste, jeg ville have en helt ny tegning, og Kaj blev træt. Han var i fuld gang med egne malerier til en udstilling med deadline. Det kunne jeg sagtens forstå, men blev skuffet. Jeg var sikker på at Kaj ville kunne gøre illustrationen helt færdig på omkring fem timer. Jeg besluttede at lade det ligge. Det var ikke det rette tidspunkt.
Torsdag den 22. januar 2015
Michael Grambow fortalte mig, at han ikke kunne redigere soveværelset digitalt til ønsket effekt. Der var behov for en ny illustration. Kaj måtte på den igen, men kunne først gå i gang efter den 8. februar, da han der ville være hjemme igen efter sin rejse til Makedonien. Jeg vidste, det ville være muligt at få ham til det, men ikke uden suk og støn.
Mandag 23. februar 2015
Jeg rejste til Sverige for at arbejde med Kaj på børnenes soveværelse.
Tirsdag den 24. februar 2015
Forhindringer!
Kajs printer manglede blæk. Vores gamle aftale var, at han skulle printe den gamle tegning ud og farvelægge påny med andre farver, men jeg vidste, at jeg behøvede en helt ny tegning. Klokken 11.00 skulle Kaj møde op på et Galleri i København med sine malerier. Der var ikke penge til leje af bil, så han drog afsted fra lejligheden i Malmø med store malerier bundet på ryggen og fast på cyklen, og det hele skulle med på toget. Da han ankom til galleriet, fik han at vide at udstillingen var blevet udsat, da galleriejerens tante var blevet syg i USA.
Klokken 15.00 var han tilbage i lejligheden med en ny blækpatron. Printeren ville stadig ikke virke. Så hvis han skulle arbejde ud fra den oprindelige tegning, printet på det rette akvarelpapir, ville det tage dage, at ordne. Kaj foreslog selv at tegne en helt ny tegning!
Planen var, at Kaj skulle gå igang den næste morgen. Det passede sammen med, at vi kunne følges ad til København om eftermiddagen, hvor han skulle på arbejde, og jeg skulle mødes med min datter Rebecca.
Planen blev ændret! Kaj blev indkaldt til at møde ind på sit job tidlig næste morgen og min datter ringede og sagde, at hun ikke kunne mødes med mig alligevel. Hun og jeg aftalte derfor, at jeg kom til hende torsdag morgen i stedet. Mit håb voksede. Måske vi alligevel kunne blive færdige med den sidste illustration?
Kaj kom hjem fra arbejde kl. 15.30 og gik igang med det samme. På to timer havde han tegnet en ny tegning og var næsten færdig med at farvelægge. Det var blevet for mørkt at fortsætte, og han var træt, men hvilken velsignelse! Den nye tegning var perfekt.
Onsdag den 25. februar 2015
Da Kaj kom hjem fra arbejde, spiste vi. Derefter arbejdede han i cirka 90 minutter og fik Ildflue børnenes soveværelse helt færdigt. Jeg elskede det. Det var blevet så hyggeligt. Hvilken forskel mellem den første og sidste illustration. Hvordan kunne jeg, på forhånd, have forestillet mig, at alle de forhindringer og forandringer af planer havde bevirket, at Kaj fik lavet en illustration af meget højere kvalitet.
Alt dette lærte mig meget om timing, og hvordan mine egne begrænsninger oprindeligt havde forhindret Kaj i at give mig det resultat, som jeg virkelig ønskede mig. Jeg behøvede først og fremmest at arbejde på min egen fantasi, før jeg kunne videreformidle, mine ønsker til Kaj.
